Lagkage

Lagkage med toblerone og hindbær.

Tobleronecreme:

350 ml piskefløde

175 gram Toblerone. Den almindelige.

Hak Tobleronen. Hæld chokoladen og fløden i en lille gryde og bring den i kog ved meget svag varme. Så snart chokoladen er smeltet og rørt godt ud i fløden tages gryden af varmen. Sæt den i køleskab natten over, eller mindst 5 timer. Cremen skal være iskold ellers kan den ikke piskes. Du må ikke lægge låg på, da kondensvandet vil ødelægge cremen. Hvis du VIL ha låg på, så læg istedet plastfolie ned over cremen, så den rører overfladen og der ikke er luft imellem.

Dagen efter tages blandingen ud af køleskabet og røres rundt med en ske, så eventuel bundfældet chokolade løsner sig. Pisk med el elmikser på laveste hastighed til massen bliver tyk og ligesom flødeskum. Stop så snart den er færdig - den bliver lynhurtigt overmixet og så skiller den.

Hindbærmousse:

150 gram frosne hindbær

75 gram sukker

½ dl vand

Maizena eller kartoffelmel

1 tsk vanille

150 ml fløde

Tø hindbærrene op og varm dem i en lille gryde med sukker, vanille og vand så det bliver til grød. Jævn grøden med maizena eller kartoffelmel efter anvisningerne på pakken. Det skal være rimelig tykt. Husk at smage på det og tilsæt evt mere sukker eller vanille. Lad det køle af i køleskab til det er helt koldt. Pisk fløden meget stiv og vend grøden i flødeskummet.

Aftenen inden kagen skal spises lægges den sammen med en kagebund, ovenpå bunden tobleronecreme, så en bund mere og hindbærmousse og der afsluttes med bund. På selve dagen pyntes kagen med flødeskum.