Lagkage med hvid chokoladecreme og blåbærskum

Ingredienser
til lagkage med 2 lag
Hvid chokoladecreme:
350 ml piskefløde
175 g hvid chokolade
Blåbærskum:
150 g frosne blåbær
75 g sukker
½ dl. vand
Maizena
½ stang vanille
150 ml fløde
Fremgangsmåde
Hak chokoladen og kom stykkerne i en gryde sammen med fløde. Bring det i kog ved meget svag varme. Så snart chokoladen er smeltet og rørt godt ud i fløden tages gryden af blusset. Sæt den i køleskabet natten over, eller mindst 5 timer. Cremen skal være iskold, ellers kan den ikke piskes. Du må ikke lægge låg på, da kondensvandet vil ødelægge cremen. Hvis du VIL have låg på, kan du i stedet lægge folie ned over cremen, så det rører overfladen, således der ikke er luft imellem.
Tø blåbærrene op og varm dem i en lille gryde med sukker, vanille og vand. Når de er heæt optøede, blendes de det hele med en stavblender. Jævn grøden med maizena. Det skal være en rimelig tyk grød. Smag den til. Måske synes du, at der skal mere sukker eller vanille i. Lad det køle af i køleskabet natten over, eller mindst 8 timer.
Næste morgen tages chokoladecremen ud af køleskabet og røres rundt med en ske så eventuel bundfældet chokolade løsner sig. Pisk cremen stiv på lav hastighed. Den bliver ligesom flødeskum. Stop så snart den er færdig, da den skiller, hvis den overpiskes.
Pisk 150 ml fløde meget stiv og vend blåbærgrøden i.
Læg lagkagen sammen. Først en bund, så chokoladecreme, endnu en bund, blåbærcreme og afslut med en bund. Lagkagen skal helst stå i køleskabet i mindst 5 timer og trække. Den kan også lægges sammen aftenen før og pyntes næste morgen. Pynt med det du lyster.
